Nyttige informationer

Se en oversigt over praktiske informationer til dig som forældre

Nyttige informationer
  • Bleer

    Vuggestuen sørger for bleer. Vi har et standardmærke, og ved allergiske reaktioner bliver der indkøbt andre mærker.

    Børnehavebørn som bruger bleer, skal selv medbringe. 

  • Goddag og farvel

    Tid er noget af det vigtigste for et barn - især når det skal afleveres eller hentes! Om morgenen er barnet måske ikke helt vågent og ikke helt klar til en ny dag. Sig godmorgen når I kommer, så ved vi, I er her og kan tage imod jer på en god måde. Tag jer god tid til at få madkassen i køleskabet og sige farvel. Hvis I ønsker det, kan en medarbejder hjælpe med at vinke farvel.

    Om eftermiddagen har barnet sikkert ikke tid til at komme med hjem, fordi det leger lige så godt! Tag jer god tid til at høre om alt det, barnet har oplevet, og vær' behjælpelig med at rydde op efter barnet.

    Barnet skal afleveres og afhentes af en voksen, som er mindst 14 år gammel. Er det et barn under 14 år, der afhenter, skal det være aftalt med gruppen forinden. Generelt hvis det ikke er mor eller far, der afhenter, skal I også altid meddele dette til gruppen.

  • Ferie - fridage

    Ved ferie og fridage skal I give besked i gruppen. I ferieperioder og i forbindelse med helligdage skal I bruge Tabulex, hvor I skal afkrydse feriedage/uger, om barnet kommer i institutionen.

  • Fødselsdag

    Barnets fødselsdag er noget ganske særligt, og på stuen bliver dagen gjort til en rigtig festdag.

    Fødselsdagen kan blive holdt i institutionen, eller hvis I som forældre har tid og lyst, gerne i hjemmet. I skal aftale arrangementet med personalet i gruppen i god tid forinden. Børnene må ikke selv medbringe gaver, ligesom børn/forældre ikke må omdele invitationer. Dette gælder kun, hvis det er til hele gruppen eller pigerne/drengene i gruppen.

    I forbindelse med fødselsdage henviser vi også til børnehavens beskrevne kost og slikprincipper.

  • Hygiejne

    Det er vigtigt, at hygiejnen er i orden, da mange børn og voksne færdes her hver dag. Ved hovedindgangen er der i de våde perioder overtrækssko i plast. Vi beder jer benytte dem i vådt vejr, så I kan hjælpe med at holde Birkelunden ren og pæn, når I skal ind i huset
    Hold orden på dit barns garderobe hver dag og tøm hver fredag, inden I går på weekend.

  • Informationer

    I indgangen til Birkelunden hænger en fælles informationstavle, hvor I kan finde relevante emner, der kan have jeres interesse for eksempel: Nyttige pjecer, vigtigt informationsmateriale og lignende.

    Herudover bruger vi Tabulex til den primære og direkte information til jer forældre.

    I er selv ansvarlige for at holde jer ajour med informationerne igennem Tabulex. Gør det til en god vane at læse relevante opslag i Tabulex, så ved I altid, hvad der sker i Birkelunden og lige præcis for dit barn.

     

  • Lukkedage

    Vi følger Slagelse Kommunes lukkedage, og disse ligger altid på Slagelse Kommunes hjemmeside:

    På lukkedagene vil der være "nødåbent" i et antal institutioner geografisk fordelt i kommunen. Disse institutioner bliver udpeget fra centralt hold, og der bliver udsendt brev om pasningsbehov på lukkedage til alle forældre i Slagelse Kommune.

    Du vil senest 8 dage før få oplyst navn, adresse og telefonnummer på den institution, dit barn skal passes i.

  • Maddage

    Vi har en lang god tradition for at have maddage, som handler om det pædagogiske måltid og børnene i centrum. Maddagene bliver tilrettelagt forskelligt af de enkelte grupper, og der vil derfor være forskel på hyppigheden af maddage fra gruppe til gruppe.

    Nogle opererer en månedlig maddag, andre i forbindelse med et tema eller projekt, eller det kan handle om blot at få et grønt tilskud til deres madpakker i form af grøntsager eller andet.

    Alle maddage udviser altid hensyn til børn med allergi samt børn, der ikke spiser bestemte fødevaregrupper.  

    Maddage vil altid blive annonceret i vores nyhedsbreve.

  • Mobiltelefoner

    Birkelunden er mobil fri zone, så lad venligst mobiltelefonen være på lydløs, mens du afleverer/afhenter dit barn. Dit barn fortjener dit nærvær og fulde fokus ved aflevering og afhentning.

  • Parkering

    Vi værdsætter et rent miljø til børnene. Husk altid at udvise hensyn ved parkering ved institutionen. Husk at slukke for motoren ved aflevering og afhentning, fordi børnene skal have frisk luft hver dag.

    Vi henviser ligeledes til, at klapvogne mm. ikke bliver stillet foran vores postkasse.

  • Påklædning

    Hvert barn har sit eget rum i garderoben samt en kasse til ekstra tøj, bleer og lignende.
    Det gør det nemt og overskueligt for barnet at huske hvor tøj, støvler mm. skal være.

    Gode ting til garderobekassen

    • Undertøj
    • Strømper
    • T-shirts
    • Bukser
    • Trøje

    Sørg altid for, at skiftetøjet passer til de 4 årstider.

    Børnene kommer udendørs i al slags vejr. Derfor skal barnet have praktisk tøj med, der gerne må blive snavset. Regntøj og gummistøvler er ikke til at undvære. En god huskeregel er derfor altid, at skiftetøjet skal passe til de 4 årstider.

    Husk også skiftesko til brug indendørs, og mens vi er i gang med at huske: Sæt navn i børnenes tøj og sko. Birkelunden kan ikke gøres ansvarlig for bortkommet eller forbyttet tøj. Herudover skal I altid sikre jer at det våde tøj/overtøj/sko/støvler kommer med hjem og er tørt til næste dag. 

  • Sutter

    Vuggestuebørn som bruger sutter skal medbringe to stk. som af hensyn til hygiejnen bliver lagt i "suttereolen", som hænger i vuggestuen. Det er væsentligt, I som forældre er opmærksomme på, hvornår de trænger til udskiftning. 

  • Sovebørn

    Søvn er en væsentlig faktor for alle børns udvikling, og derfor anbefaler vi, at alle børn sover med udgangspunkt i deres søvnbehov. Det er vigtigt, uanset om dit barn går i vuggestue eller børnehave, at være i dialog med medarbejderne omkring søvnen, således der bliver skabt den optimale hverdag for barnet.

    Børn i vuggestuen sover i krybbe, barnevogn i krybberum eller udendørs. Vi har godkendte soveseler til alle børn, og hvert barn har sin egen sele, der bliver tilpasset og reguleret løbende.

    De ældste vuggestuebørn kan, når de nærmer sig børnehavealderen, sove på madras i sovepose sammen med børnehavebørnene i soverummet.

    For at skabe den bedste søvn, er det et godt udgangspunkt, at medbringe en sut, putteklud eller sovedyr.

  • Turdage

    Planlagte ture vil altid være annonceret i nyhedsbrevet eller som opslag. Det er meget vigtigt at mødetidspunktet bliver overholdt, da børn der bliver afleveret i sidste øjeblik kan opleve det kaotisk eller utrygt. Skulle I komme for sent, kan barnet ikke blive afleveret efter afgang, men kan derimod blive afleveret i én af husets øvrige grupper.

    Ture ud af huset foregår både gruppevis og på tværs af grupperne. Ved ture på tværs af grupperne vil det være personalet, som udpeger de børn, der skal deltage.

    Husk fornuftig turmadpakke, som barnet er i stand til at håndtere i den frie natur.

    Som udgangspunkt har hver gruppe en turdag ugentligt.

    • Gul gruppe: mandage
    • Grøn gruppe: tirsdage
    • Rød gruppe: onsdage
    • Regnbuen: torsdage
Siden er sidst opdateret 1. april 2019